De kollektive børne- og ungdomsmiljøer, fra alternativ til fornyere

Afsnit
1. Indledning
2. Begyndelsen og de grundlæggende ideer
3. Miljøernes socialpolitiske kontekst
4. Miljøernes ekspansionshistorie
5. Miljøernes forhold til det offentlige
6. Konklusion
7. Litteratur

- Af Jutta Aude og Peter Bundesen.


1. Indledning
I Fjordhøjbladet fra oktober –78 skrev forkvinden for de kollektive børne- og ungdomsmiljøers støttekreds, Guddie Kunø, at hendes sigte med miljøerne var, at de skulle ”revolutionere dansk børne- og ungdomsforsorg”. Det er nemlig det vi skal.”(Kunø 1978:15) Udsagnet byggede på en forestilling om, at miljøerne, i forhold til de traditionelle institutioner, stod for en alternativ måde at løse opgaverne på, og at der var en afgørende konflikt mellem disse to tilgange. Set i bakspejlet var det miljøerne som forsvandt igen og institutionerne som fortsat består. Imidlertid er sagen ikke så enkel. Selvom miljøerne i længden ikke kunne fastholde rollen som alternativ, var de alligevel med til at sætte et synligt fingeraftryk på dansk børneforsorg. Det er det, som vi vil fortælle om i det følgende. Samtidig er det en historie om, hvordan utilpassethed, stædighed og praktisk kritik kan indgå som en væsentlig faktor i fornyelsen af socialpolitikken.
 

2. Begyndelsen og de grundlæggende ideer
Ideen til det, der blev til de kollektive børne- og ungdomsmiljøer, blev i foråret 1969 fostret i en have tilhørende en psykolog ansat i Gentofte Kommune, Louise Højlund. Hun havde ansat nogle anlægsgartnere fra et kollektiv i Fredensborg til at omlægge sin have. Under frokosten kom de til at tale om hvordan børn og unge skal behandles, så de kan blive til mennesker. Mere konkret talte de om støttemuligheder for en dreng, der flere gange var brudt sammen i et forsøg på skolegang. Anlægsgartnerne tilbød, at hun kunne sende drengen op i deres kollektiv i dagtimerne. Her kunne han gå i skole hver dag og være med i livet:

”med dyr og natur og maling og søm, og så tage hjem igen , så han bliver der hvor hans rod er, men alligevel opleve noget nyt omkring det med skole. Sådan blev det ---” (Hegland 1979:13; Højlund 1979:297)

Herefter gik det hurtigt. Den ene dreng blev i løbet af sommeren til 4-5 stykker. Dagplejen blev efterhånden også til døgnpleje, skolestøtten blev til dels til hjemmeundervisning, og anlægsgartneriet måtte vige til fordel for aktiviteter derhjemme. Det første miljø var ved at tage form. (Hegland 1979:13) Selvom der ikke var tale om nogen bevidst planlagt proces, ser man allerede her de ideer, som fem år senere formuleres i en fælles ideologi eller ”grundlov” for miljøerne.

Helt centralt i idegrundlaget var det fælles delte daglige liv på lige vilkår. Derfor drejede det sig ikke kun om at skaffe en bedre tilværelse for børnene, men også for de voksne om at etablere et helt, tæt og ligeværdigt liv. Man mente at mulighederne herfor lå i denne form for arbejde med børn. Indsatsen overfor børnene bestod primært i, at de indgik i dagliglivet på stedet. De fik ikke opgaver, fordi de var vigtige for deres udvikling; men fordi de behøvedes for at få et fælles dagligliv til at fungere. Når børnene fx deltog i madlavningen var det for at imødekomme et behov for at få noget at spise i fællesskabet. Princippet om at alle var med i det daglige liv betød, at ikke kun fastboende børn og voksne skulle deltage; men det gjaldt også for gæster, der kom på besøg kortere eller længere tid. De måtte indgå i de lige vilkår.

Hermed afgrænsede man sig i forhold til den rådende professionelle behandlingsideologi, hvor det netop var det enkelte barn og dets holdninger og adfærd, som var i centrum for indsatsen. Her var det derimod fællesskabet og den enkeltes indgåelse heri, der var udgangspunktet. Eller som det senere kom til at hedde i ”grundloven”: ”Vi udvikler hinanden gennem fælles arbejde og liv” (Højlund 1979:292) Dette betød også, at den afgørende instans indenfor fællesskabet ikke var denne eller hin person, men det var gruppen som sådan.

Hermed opstod spørgsmålet om, hvorledes man skulle titulere de forskellige grupper indenfor fællesskabet. En skelnen mellem behandlere og behandlede ville være et tilbagefald til en professionel behandlingsideologi og var derfor udelukket.[1] Dette problem fandt sin terminologiske løsning ved en skelnen mellem ”gamle” og ”unge”. De unge var de, der var anbragt af de sociale myndigheder. Imidlertid var grænserne mellem grupperne flydende, og somme tider skete det også at ”unge” gik over og blev ”gamle”.

Efterhånden fik man på flere af stederne busser, fiskekutter o. lign. Ideen hermed var, at man gennem rejsevirksomhed kunne tømre gruppen bedre sammen og udvide spektret af fælles oplevelser. En anden vigtig del af arbejdsopgaverne var bygge- og reparationsvirksomhed og flere steder byggede man sit fælles hjem op fra grunden. (Hegland 1974:4)

Fællesskabsformen betød også, at ingen havde private lønindtægter eller private forbrugsgoder. Alle, unge som gamle, fik lommepenge, som de så selv kunne bruge. Alder var dog en regulerende faktor, da børnene som regel fik lidt mindre i lommepenge end de voksne. (Hegland 1974:3-4 og Højlund 1979:294)

Allerede fra starten var der stor interesse for at inddrage og samarbejde med børnenes forældre. De børn, der blev anbragt skulle komme fra hjem, hvor man ønskede at bevare forholdet til barnet. Hvis hjemmet havde givet op, var det en anden og mere varig plads til barnet, der måtte søges. Derfor skulle forældrene også selv have børnene hjemme hos sig fredag til søndag. (Højlund 1979:303-304 ) Denne ide om forældresamarbejde gav sig efterhånden udtryk i, at man i miljøerne kun ville modtage tvangsfjernede børn, hvis forældrene også fulgte med. Ellers blev der ikke stillet betingelser. Man læste ikke journaler, skoleerklæringer eller andre socialforvaltningsakter på forhånd.

I Fjordhøjbladet nr 13 besværede et støttekredsmedlem sig over, at bladet ikke indeholdt meget om, hvordan man på stederne arbejdede med børnene og de unge: ”Stort set handler indlæggene om gulerødder, fisk, gammelt kluns og tagspær.” (Post 1977:9)

Pågældende havde meget ret i, at man i miljøerne ikke gjorde meget ud af at beskrive sine pædagogiske metoder for offentligheden. Hvis man var interesseret heri kunne man opholde sig og deltage i stedernes arbejde. Det er heller ikke nemt at beskrive hvad der var den pædagogiske metode. Udgangspunktet var det ”fælles arbejde og liv”. Alle, ”unge som gamle”, deltog i husholdningen (vækning, morgenmad, frokost, aftensmad, rengøring, vask, pasning af dyr, køkkenhave etc.). Deltagelsen var dog afpasset efter alder og ressourcer, men ingen blev ”vartet op”. Nye pædagogiske aktiviteter opstod derudover som direkte konsekvens af de ”unges” behov: fx cykel- og knallertværksted og musikudfoldelse. Utilfredshed med arbejdsdelingen og ikke accepteret afvigende adfærd medførte ofte konflikter. Princippet var, at de straks skulle tages op på et fællesmøde, hvor der i åbenhed skulle findes en løsning på konflikten.

Det havde høj prioritet at sluse børnene ind i normalskolen og samarbejde med denne. Dog kunne indslusningen, fx på grund af dårlige skoleerfaringer, af og til tage nogen tid, hvorfor undervisningen skete på stedet som hjemmeundervisning.
3. Miljøernes socialpolitiske kontekst
I 1950’erne indledtes noget man næsten kan betegne som en revolution indenfor den danske børneforsorg, primært hvad angår anbringelse af børn udenfor eget hjem. Anette Faye Jacobsen betegner det som en overgang fra en traditionel familie ideologi til en moderne behandlings ideologi.

Den traditionelle familie ideologis grundholdning var kristent moralsk og kaldspræget. Opdragelseshjemmene blev drevet som nærmest selvforsynende økonomiske enheder, hvor alle, børn som voksne, måtte bidrage med hårdt arbejde for at få det til at løbe rundt. Principielt skulle opdragelseshjemmet indtage familiens plads for børnene. I spidsen for denne ”familie” stod den patriarkalske forstander, som boede, sov og spiste sammen med børnene. Dagligdagen var præget af stramme regler, disciplin og få individuelle udfoldelsesmuligheder for børnene. (Jacobsen 1991:234-235)

Grundholdningen i den moderne behandlingsideologi var videnskabelig (psykologisk/pædagogisk) professionel. Ideen var nu, at børnene skulle have flere muligheder, fornøjelser i fritiden, mindre pligtarbejde og valgmuligheder i forhold til uddannelse m.v. De skulle betragtes som individer med visse rettigheder. Udviklingen af de nye psykologiske videnskaber betød også, at man i stigende grad interesserede sig for børnenes indre væsen frem for deres ydere handlinger. Med videnskabeliggørelsen kom der stigende krav om, ikke mindst fra institutionernes samarbejdspartnere, oprettelse af en speciel uddannelse til det personale, der arbejdede med vanskelige børn. (Jacobsen 1991:234, 241-242).

Igennem halvtredserne blev en række reformer vedtaget, som ændrede børneforsorgen væsentligt:

- En statslig uddannelse af forsorgspersonale blev oprettet i 1952 og udvidet i 1955.
- I 1953 blev pryglestraf med spanskrør forbudt.
- Egentlige behandlingsinstitutioner med terapeutisk målsætning og uddannet personale blev oprettet i løbet af ’50-erne.
- Med den nye grundlov fra 1953 bliver det muligt for forældre at gå til domstole i fjernelsessager.

I 1958 blev forsorgsloven afgørende revideret. Der indførtes et helt nyt princip om samarbejde med det fjernede barns forældre. Dette betød at samarbejdende forældre fik mulighed for at være medbestemmende om fjernelsens varighed. Man gik hermed mere og mere væk fra de langvarige fjernelser, som havde været reglen i den traditionelle forsorg. Desuden blev det lovfæstet at institutionerne skulle arbejde for at opretholde barnets kontakt med sit hjem. Her blev faktisk etableret et nyt syn på barnets forældre. (Jacobsen 1991:243-244) Som led i det såkaldte forebyggende børneværn skulle der efter loven oprettes børnepsykiatriske klinikker, hvortil børneværnsudvalgene kunne henvise børn med psykiske problemer. Opdragelsesinstitutionerne blev i loven differentieret i typer alt efter graden af adfærdsvanskelighed som børnene havde udvist og efter hvor indgående psykologisk-psykiatrisk behandling, som skønnedes nødvendig. Denne differentiering udbyggedes videre ved lovændringer i 1961 og 1964, så man efter den sidste ændring opererede med 15 forskellige typer af hjem, og hver type kunne være yderlig differentieret efter aldersklasser. (Nielsen 1986:89 og 93)

På mange måder stod miljøernes ideer i klar modsætning til den moderne behandlingsideologis bestræbelser på at diagnosticere det indre, personligheden, hos det enkelte barn. I miljøerne var udgangspunktet den enkeltes forhold til fællesskabet. Dette pegede meget mere tilbage på den traditionelle familie ideologi og dens socialt forpligtende sammenhæng.

Det er dog nok for meget at placere miljøerne som en del af den dengang fremherskende anti-psykiatri. Benny Lihme skriver, at forstå miljøerne som ”anti” et eller andet er en for snæver forståelse. Udgangspunktet var mere at ”revolutionere det usle og splittede dagligliv” for børn og voksne. Det var det som man forholdt sig til, ikke til nogle psykiatriske teorier. Sigtet var ”den øjeblikkelige omstrukturering af dagligdagen”.(Lihme 1981:165)

Imidlertid var der heller ikke tale om at ønske sig tilbage til det traditionelle børnehjem. Forestillingen om autoritære og patriarkalske forstandere og hele den disciplinerende og undertrykkende kultur måtte stå i modsætning til tidens ungdomsoprør og kollektiv-kultur, om at vi alle skulle være fælles om opgaverne og ligeværdige. Og selvom man hyldede en (stor)familie-model var det ikke en, som skulle erstatte den biologiske familie; men være en som samarbejdede med og integrerede denne. Mens de traditionelle børnehjem havde været meget lukkede minisamfund, tilstræbte man en høj grad af åbenhed udad til. Ikke alene i forhold til de ”unges” familie, men også til lokalsamfundet, skole etc.

4. Miljøernes ekspansionshistorie
I løbet af sommeren 1969 blev der etableret en mere eller mindre fast gruppe (Christian Christiansen, Lisbeth Svarre og ”lyse” Christian) i kollektivet i Fredensborg, men snart begyndte vanskelighederne at tårne sig op. Tore Jacob Hegland skriver at det især drejede sig om:

” Mistænksomme sundhedsmyndigheder, manglende 'tilladelser' og tvivlsomme betalingsforhold, utilfredsstillende pladsforhold.” (Hegland 1979:13)

Det betød, at man ikke kunne fortsætte på stedet og måtte flytte. Det lykkedes at finde et egnet sted, en nedlagt kro, ved Roskilde Fjord, i Ølsted. Den økonomiske sikring fik man i en garanti fra Gladsaxe kommune, hvor Louise Højlund i mellemtiden var blevet ansat. Man flyttede ind i nyerhvervelsen i begyndelsen af 1970, og flere ”gamle” kom til. Men efter et besøg af sundhedsmyndigheder og børneværn blev stedet lukket som anbringelsessted for børn indtil de sanitære forhold var bragt i orden. Man besluttede sig herefter for at ombygge stedet, som nu kaldtes Fjordhøj, med egne kræfter, samtidig med at man fortsat havde børn i pleje. Gruppen måtte derfor dele sig i et ombygningshold og et hold, der tog sig af børnene, idet man lejede sig ind i forskellige feriekolonier, spejderlejre etc. Efter meget besvær kunne man sommeren efter, i 1971, genindflytte i det ombyggede Fjordhøj.

Efter denne uhørt besværlige start, blev der hurtigt tale om en ekspansionshistorie. Efter et par fremstød oprettedes det næste miljø, Gammelbygård, på Møn i 72-73. Det blev i begyndelsen drevet som en ”koloni” af Fjordhøj. Da de sociale myndigheder ikke kendte dette begreb, måtte det igen opgives.[2] I sommeren –73 skete der igen to knopskydninger.

Majgården, for unge, blev etableret i Enner gamle skole ved Horsens. Man havde her tilknyttet en fiskekutter, så man kunne drive fiskeri. Samtidig var de pædagogiske holdninger her noget mere kontante eller Tvind-agtige. I stedets første årsberetning blev det pointeret at på Majgården var man solidarisk ”om alle arbejdsopgaver! alt arbejde!”. Ligeledes blev det pointeret, at hvis den enkelte ikke lever op til ”det ansvar, gruppen har pålagt dem” så må de være rede til at diskutere problemet igennem på et møde med gruppen. Samtidig blev der på møderne ikke afholdt afstemninger, men man fortsatte diskussionerne til der var enighed i gruppen. (Majgårdens årsberetning 1974:10-11)

På Fjordhøj besluttede ”de gamle gamle” Christian Christiansen og Lisbeth Svarre efter nogle interne trakasserier at forlade stedet. De lejede Frenderupgård i Herrestrup. Knopskydningen som princip fortsatte. I 1975 flyttede de fleste af beboerne på Fjordhøj til Ulkebæk, og i fortsættelse heraf flyttede de ”gamle gamle” tilbage til Fjordhøj, og overlod Frenderupgård til nogle venner.

Imidlertid var Majgåden selv hurtig til at knopskyde med nogle produktionskollektiver. Allerede i 1974 oprettedes klunserkollektivet, Røde gård, i Kværndrup på Fyn. Tanken bag etableringen af produktionskollektiver var, at man stod med nogle unge som ikke kunne uddanne sig videre og derfor var henvist til en tilværelse ”ved samlebånd” eller som arbejdsløse, og samtidig være truet at kriminalitet og stofmisbrug. Man ville derfor skabe en meningsfuld arbejdstilværelse for dem ved oprettelse af produktionskollektiver. (Majgårdens årsberetning 1974:15) Samtidig knopskød man med et bokollektiv, Granhuset, i Silkeborg, som dog aldrig blev til et egentlig produktionskollektiv. (Majgården har ”barslet” 1974:14) Året efter fulgte landbrugskollektivet Nørremarksgården. Ideen med produktionskollektiverne var, at de skulle arbejde på at blive økonomisk uafhængige af det offentlige.

Det fælles bindeled mellem de forskellige miljøer var indtil 1975 en Støttekreds. Selvom Støttekredsen fortsatte herefter, blev det årlige fællesmøde den fælles beslutningstager for stederne. Støttekredsen var oprindeligt etableret som en støtte til Fjordhøj; men gennem knopskydningen var den blevet udvidet til også at omfatte de nye miljøer, og en del af dens arbejde bestod i, fra 1974, at udsende et lille tidsskrift, Fjordhøj. Det gav primært beretninger fra og om de forskellige miljøer. Knud Andersen, fra Majgården, angav to hovedgrunde til, at man i 1975 arrangerede et møde i Støttekredsen til at få fat på, hvad man var fælles om. Den første var, at miljøerne pga. den fælles pædagogik og samhørighedsfølelse i forhold til omverdenen i stigende grad blev betragtet som en gruppe. Derfor var der et behov for indadtil at få fastslået det indbyrdes fællesskab nøjere.


For det andet, fordi den kontante holdning til at få talt om og løst i de enkelte steder ikke gjorde sig gældende kollektiverne imellem:

”Der var faktisk ved at udvikle sig en ”fimset” sladder atmosfære os imellem. Hvor kritik aldrig nåede dertil, hvor den kunne have mulighed for at gøre gavn.” (Andersen 1975:24)

Mødet vedtog følgende 5 punkts vedtægt også kaldet ”grundlov for de kollektive børne- og ungdomsmiljøers forbund”. De enkelte steder skulle i deres daglige arbejde følge nedenstående hovedlinier:

- Arbejdet og den øvrige tilværelse på stedet er kollektiv. D.v.s. med fælles økonomi, ingen individuelle privilegier, fælles ansvar og arbejdsopgaver, fælles beslutninger.
- Den enige gruppe er den højest besluttende myndighed.
- Vi udvikler hinanden gennem fælles arbejde og liv.
- Der afholdes et årligt fællesmøde for alle medlemmer af kollektiverne. Fællesmødet er forbundets besluttende myndighed.
- Kollektiverne har ret og pligt til at udøve indbyrdes kritik. Dette medfører pligt til at hjælpe med at løse de konkrete problemer.
- For at fremme den indbyrdes kontakt kan kollektiverne indbyrdes udveksle medlemmer. (Andersen 1975:27)

Punkt 1 og 2 angiver i høj grad de principper der hele tiden havde været gældende. Imidlertid var der en accentuering af, at der skulle være ”fælles beslutninger” og at den ”enige gruppe er den højeste besluttende myndighed”. Hvilket ifølge referenten betød at der ikke måtte foregå afstemninger, men der blev forudsat fælles enighed i beslutningerne.

Forholdet mellem den enkelte og fællesskabet syntes på vej til at blive lagt i forholdsvis faste formelle rammer. Beslutninger på dette punkt skete, da heller ikke uden problematisering fra en af de ”gamle gamle”. (Andersen 1975:27) Imidlertid var det i høj grad op til det enkelte sted selv at forvalte principperne, hvorfor det er et spørgsmål om, hvor stor betydning ”stramningerne” reelt havde for miljøerne som sådan. Tore Jacob Hegland skriver herom ved 10 års jubilæet:

”Nøgternt betragtet er det også i forbavsende høj grad lykkedes at bevare miljøerne som særprægede og autonome enheder med herredømme over sit eget liv, på trods af alle indordningsbestræbelser fra centralistisk hold.” (Hegland 1979:16)

Disse indordningsbestræbelser kunne komme ude fra; men også fra det interne miljøbureaukrati,

”der af og til truer med at kvæle de enkelte fællesskaber i overhåndtagende mødevirksomhed og gensidig hensyntagen /kontrol.” (Hegland 1979:16)

Referenten fra det ”grundlovsgivende møde”, Knud Andersen, anførte, at punkt 4 om den indbyrdes kritik var centralt. Idet det ikke blot burde være indenfor de enkelte fællesskaber, at man holdt hinanden fast og øvede kritik; men det samme burde også være tilfældet kollektiverne imellem. (Andersen 1975:27)

Sammen med disse organisatoriske stramninger rejstes på mødet også spørgsmålet om sammenhængen mellem arbejdet med de unge og så en socialistisk ideologi. Her tegnede der sig to holdninger; dels en som ville lægge vægten på arbejdet og arbejdsformen og dels en som også ville medinddrage det ideologiske i arbejdet. Man rejste fx spørgsmålet om man kunne deltage i en socialistisk demonstration. Det mente man nok, at man kunne gøre efter en moden overvejelse; men børnene eller de unge skulle kunne sætte sig ind i grundlaget. (Andersen 1975:26)

Efter forskellige tilløb blev der oprettet en fælles fond for miljøerne i 1975 som de enkelte steder skulle indbetale til efter nogle faste regler. Sigtet med denne var at støtte enkeltpersoner, når de forlod miljøerne. Når man blev medlem af et af fællesskaberne indlemmede man alle sine personlige ejendele i dette, samtidig med at man ikke var understøttelsesberettiget. Når og hvis man rejste igen var der kun ens eget kollektiv til at støtte med starthjælp. Fondens hovedformål var at sikre at denne starthjælp blev dækket i fællesskab mellem de enkelte steder. Men hermed blev det anerkendt at det ville ”være umuligt at kræve en livslang forpligtelse af folk”, der flyttede ind i miljøerne som ”gamle”(Kerrn-Jespersen/Nielsen 1976:7) Desuden kunne fonden bevillige midler til at trætte og udasede enkeltpersoner kunne komme på rekreativ orlov i kortere perioder og til initiativer som udgik fra miljøerne.

Omgivelsernes interesse for miljøerne accentuerede spørgsmålet om den pædagogiske metode som blev anvendt. Der var ingen af de ”gamle gamle” der havde læst Anton Makarenko’s bog ”Vejen til Livet” eller tilsvarende bøger inden de gik i gang. De havde meget mere fulgt et forsøg- fejl-princip (man går i gang og ser hvad der sker, og retter sig ind herefter) ud fra nogle mere grundlæggende værdier. Men efterhånden som man i omgivelserne blev repræsentant for en særlig pædagogik, måtte man relatere sig til denne type pædagogiske klassikere. Benny Lihme skriver, at i lighed med Makarenko’s banden over de ”forbandede intellektuelle”, så bandede man på Majgården (og de andre steder) over de psykologi- og pædagog specialer som anførte, at man byggede på Makarenko’s ideer. Der var slet ikke tale om en bevægelse fra teori til praksis; bevægelsen var omvendt: Teorier (eller retter principper (m.a.)) blev efterhånden udledt af den daglige praksis. (Lihme 1981:164)

Imidlertid var der fortsat besværligheder og gnidninger i det interne samarbejde stederne imellem. På et miljømøde i november 1976 blev miljøerne inddelt i fire geografiske distriktsgrupper. Distrikterne fik kompetence til at optage nye steder som medlemmer, forudsat at de opfyldte grundloven. Man diskuterede også spørgsmålet om udelukkelse af kollektivister (dette var især aktuelt på produktionskollektiverne). Dog kunne man ikke umiddelbart enes om hvorvidt udelukkelse fra et miljø skulle gøres generelt for alle miljøer. (Kerrn-Jespersen/Nielsen 1976:5-7)

Nogle år efter, i 1981, blev også fonden distriktsopdelt[3]. Fællesfonden fortsatte dog; men i stærkt reduceret omfang, og den skulle nu kun bruges til formål, der var fælles for miljøerne.

Imidlertid var gnidningerne ikke væk med distriktsopdelingen. Der blev fortsat klaget over et voksende bureaukrati indenfor miljøerne. Endvidere blev der klaget over:

”at vi gaber over for stort et brød, vi kan ganske enkelt ikke give og tage kritik på en ordentlig måde, og da vi alle er så udisciplinerede som vi er, og ikke vil indordne os under et miljøprogram, der er strammere end det vi har, så må det nødvendigvis kokse for os.” (Svarre 1979:12)

Pågældende, Lisbeth Svarre, mente derfor, at hvert distrikt burde have sin egen grundlov, som de ville leve under. Selvfølgelig skulle man fortsat have et fællesmøde en gang om året. Imidlertid skulle det være med helt andre forventninger. Og hun sluttede med følgende:

”Det er ikke til at holde ud, at mennesker der skal holde af hinanden, og holde sammen, af nogle tåbelige mekanismer bliver skilt fra hinanden”. (Svarre 1979:12)

Det syntes som om knopskydning var en effektiv måde at håndtere uoverensstemmelser og gnidninger på indenfor stederne. Denne løsningsmulighed var da også tilstede, da miljøerne oplevede en sand ekspansionshistorie op igennem halvfjerdserne. Ved tiårsjubilæet i 1979 omfattede ”forbundet” 10 steder for børn, unge m.v. levemiljøer (plus et på venteliste) og 4 produktionskollektiver. (Fjordhøj nr. 24:40)

Imidlertid gjorde arbejds- og levemiljøtanken sig også gældende udenfor forbundets kreds. I en registrering fra Aalborg Universitetscenter fra 1980 opgjorde man de steder, hvor man arbejdede efter principper for arbejds- og levemiljøerne eller på en lignende facon. Man registrerede 5 arbejds- og levemiljøer med overenskomst som døgninstitutioner, 28 arbejds- og levemiljøer med plejeforhold, 11 arbejds- og levemiljøer med beskæftigelses- og produktionsmæssigt sigte. Herudover registreredes skibsprojekter, professionelle familieplejer, skoler m.v. som var påvirket af ideerne om fælles arbejds- og levemiljø. Alt i alt blev der her registreret ca.130 adresser på arbejds- og levemiljøer m.v. (Lund/Hegland 1980) I en fornyet registrering i 1983 var der oplysninger om godt 300 steder. En del af denne stigning skyldtes naturligvis et bedre kendskab til feltet; men Tore Jacob Hegland anfører, at til trods herfor stod man tilbage med en faktisk øgning på ca. 50% i løbet af en treårsperiode. (Hegland 1983:23-24 )

Ovenstående registreringer var et udtryk for den faglige interesse som miljøerne hurtigt opnåede. Allerede i 1971 kom Fjordhøj , via Louise Højlund, i kontakt med en forskningsgruppe, ledet af Tore Jacob Hegland, som var i gang med en undersøgelse af sociale institutioner. Forskningsgruppens interesse var især rettet imod den mulige konflikt mellem institutionernes bureaukratiske overbygning og det nære ”team-agtige” samarbejde, som man i forskningsgruppen anså for nødvendigt for at kunne gennemføre en ”helhedspræget” diagnostik og behandling af klienterne. (Hegland 1972:1)

Udgangspunktet for undersøgelsen var således forandrings rettet, men den del som angik Fjordhøj passede ikke rigtigt ind i dette koncept. Her blev der mere tale om informationsformidling og om at være kontakt skabende i forhold til de myndigheder og institutioner, som Fjordhøj skulle samarbejde med. (Hegland 1972:13 ) Udviklingen af et fællesskab med ”undersøgelsesobjektet” betød, at Tore Jacob Hegland snart blev en meget aktiv medspiller og støtte for miljøerne, især i deres forhold til de offentlige myndigheder.

I begyndelsen af 1977 blev der taget initiativ til en større undersøgelse, der skulle forsøge at kortlægge, hvorledes det var gået brugerne efter deres ophold i miljøerne. Som grundlag for dette skulle man kortlægge ”klientellets karakter”, dets ophold i miljøerne og hvor det gik hen efter det forlod miljøerne. (Gustafsson 1981:2-3 )

Imidlertid var en sådan undersøgelse ikke lige til. I de første år havde man slet ikke registreret hvem der var anbragt på de forskellige steder. Man måtte derfor tage mere utraditionelle midler i brug. Ved besøg på miljøerne, kigge i gamle billedalbums og i alle former for papirer søgte man at få klarlagt hvem, der havde været der, hvornår de havde været der og hvad der var blevet af dem siden hen. Der var altså tale om en form for effektmåling. (Gustafsson 1981:6 ) Arbejdet blev heller ikke nemmere af, at der i miljøerne havde være forholdsvist flydende grænser mellem det at være ”ung” og det at være ”gammel”, og mellem ophold som gæst eller mere vedvarende tilknytning. Undersøgelsen, der var anlagt som en totalundersøgelse, kom til at omfatte i alt 262 ”klienter”. (Gustafsson 1981:13)

Talmæssigt nåede undersøgelsen frem til, at 85-90% havde en tilfredsstillende funktion og udvikling under opholdet, 65-80% havde en tilfredsstillende udslusnings situation, 67% havde ikke haft recidiv (som blev defineret ved at klienten ved udslusninger eller et hvilket som helst tidspunkt herefter havde været anbragt i plejefamilie, døgninstitution eller fængsel (Gustafsson 1981:82 )) efter udslusningen, og endelig havde 65-75% en tilfredsstillende situation på undersøgelsestidspunktet. (Gustafsson 1981:135) Der blev i undersøgelsen ikke foretaget sammenligninger med effekterne fra traditionelle institutioner. Derfor var det, sammen med de lidt usikre kategorier, vanskeligt at vurdere effekten af miljøernes indsats. Forfatteren nøjedes med at vove følgende ”subjektive sammenfatning” af undersøgelsens resultater:

”Undersøgelsen har ikke afsløret alvorlige svigt og mangler i Miljøernes arbejde. Resultaterne synes snarere at pege på, at de udfører et godt og solidt arbejde. Vi kan ikke afgøre om det er bedre end andre foranstaltninger. Men der synes at være belæg for, at de er gode nok, og at de fremstår som et realiseret og velfungerende alternativ/supplement til mere traditionelle døgninstitutioner.” (Gustafsson 1981:140)


5. Miljøernes forhold til det offentlige
Det synes ikke som om, at miljøerne på noget tidspunkt har set sig selv som værende i et afgørende modsætningsforhold til det offentlige system som sådan. Det kunne være bureaukratisk og besværligt at omgås. Derfor blev det kontinuerligt kritiseret for sine stive arbejdsformer og rigide holdninger. Man ville ændre menneskers dagligdag, og systemerne burde kunne følge med. Forholdet var præget af en opfattelse om, at der var nogle ”ildsjæle” i det offentlige system, som man kunne arbejde tæt sammen med og så alle de andre, der var anderledes uforstående og tunge i det. I denne forbindelse skal man heller ikke overse, at den oprindelige tanke om miljøerne var blevet udviklet i det ”offentliges baghave” hos Louise Højlund. Desuden havde miljøerne, ikke mindst i Ritt Bjerregaards tid som socialminister, en positiv bevågenhed fra centralt politisk hold. Det, som man især oplevede gjorde livet besværligt, var modvillige lokale myndigheder og fjendtligt indstillede naboer.

Imidlertid skal dette ikke forlede en til at tro at forholdet til de samarbejdende kommuner var gnidningsløst. Gnidninger og uoverensstemmelser var ofte reglen, også i forhold til de myndigheder, som man samarbejdede med. Her skal blot fremdrages et eksempel. Tilsyneladende under indtryk af den dengang pågående indoktrineringsdebat sendte socialdirektøren i den primære samarbejdskommune, Gladsaxe, i 1975 et ”advarselsbrev” til miljøerne. Han var utilfreds med, at børnene blev flyttet rundt inden for kredsen af miljøerne uden at kommunen var orienteret. Da man kunne se at miljøerne købte den ene landejendom ”efter den anden” var han usikker på, hvad plejepengene blev brugt til.[4] Han stillede også spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i at unge blev ”uddannet” som klunsere i stedet for at få en reel faglig uddannelse. (Asmussen 1975:12-14)

Miljøerne passede ikke ind i den struktur for børneforsorgen som var gældende før Bistandslovens ikrafttrædelse i 1976, og herefter blev det endnu værre. Før Bistandsloven skete anbringelse uden for eget hjem dels på døgninstitutioner, som havde overenskomster med direktoratet for børneforsorgen (en statslig myndighed under socialministeriet), og dels i form af familiepleje, som var reguleret af kommunerne, og for hvilke der gjaldt, at man maximalt måtte have fire børn i pleje samtidig. Dog tolkede man i direktoratet det sådan, at miljøerne kunne opnå en overenskomst som døgninstitutioner ifølge lovens § 96, der blev set som en særlig ”forsøgsparagraf”.

Efter bistandslovens ikrafttræden i 1976 var situationen ikke mindre besværlig. Den afgørende ændring var, at døgninstitutionerne skulle slutte overenskomst med amtskommunerne på grundlag af en normaloverenskomst, og at amtskommunerne selv kunne bestemme om de ville indgå overenskomst med eksisterende institutioner. Samtidig kunne amter opsige indgåede overenskomster med et forholdsvist kort varsel. Dette gjorde ikke situationen for miljøerne nemmere.

Normaloverenskomsterne var meget omfattende og indeholdt detaljerede regler for, hvordan institutionerne skulle drives, normeres, for hvem der skulle ansættes og på hvilke betingelser. Institutionerne skulle være selvejende med en bestyrelse som overordnet ledelse. Det var ganske umuligt at indpasse miljøerne i disse rammer, fx var de uforenelige med, at personalet ikke modtog løn, men kun fik lommepenge.[5] Hvis disse problemer skulle kunne håndteres, var det derfor nødvendigt, at der blev udformet nogle specialoverenskomster for de miljøer, som blev drevet under bestemmelserne for døgninstitutioner.

Efterfølgende lykkedes det for de større miljøer, efter mere eller mindre besværlige forhandlinger, at få aftalt overenskomster, hvor man fik handlefrihed indenfor en budgetramme og mulighed for at afvige fra sædvanlige overenskomstmæssige ansættelsesvilkår.

Efter bistandsloven var det fortsat kommunerne, der tog stilling til godkendelse af og førte tilsyn med plejefamilier, og reglen om at der ikke kan godkendes mere end 4 børn og unge under 18 år i familiepleje i sammen hjem blev opretholdt. De steder, der ikke havde institutionsoverenskomst, måtte virke under bestemmelserne for familiepleje.

I Socialministeriets dag- og døgnpleje cirkulære fra 1980 blev miljøerne og tilsvarende steder imidlertid for første gang officielt anerkendt og beskrevet. Endvidere blev der åbnet mulighed for, at de kunne undtages fra ”4-børns-reglen”, der hidtil havde lagt et ”uhensigtsmæssigt” loft over antallet af anbragte børn . Imidlertid var tilpasningsproblemerne ikke hermed løst. Tore Jacob Hegland anfører nemlig, at stort set samtidig udsendte Socialstyrelsen et cirkulære om betalingsforhold, der truede med at rive det økonomiske grundlag væk under de samme kollektiver.[6] Også A-kassernes stadig mere rigoristiske tolkninger af betingelserne for at oparbejde ret til dagpenge m.v. gjorde det risikabelt at gå ind i denne form for arbejde. (Hegland 1983:26 og 42-44)

Samtidigt var der tendenser til at anbringelseskommunerne søgte at få mere kontrol med stederne. Et tydeligt eksempel herpå var Majgårdens konflikt med Københavns kommune (som den havde overenskomst med) fra udgangen af 1981. Udgangspunktet var en konflikt om alderssammensætningen i unge-gruppen. Man kunne ikke blive enige, Hvorfor Majgården begyndte at søge efter ”ældre unge”, på 17 år, i andre kommuner. Det tog man meget ilde op i Københavns kommune. Men da man på Majgården mente, at kommunens krav ville være et farvel til det alternative element førte konflikten til, at kommunen endelig opsagde sin overenskomst med stedet i 1984. (Politiske stramninger rammer Majgården 1981, Nielsen 1986:130-131)


6. Konklusion
Den nu afdøde LO-formand, Thomas Nielsen, sagde engang de nu udødelige ord om, at fagbevægelsen havde sejret ”ad helvede til”. Disse ord falder også en i hu når man læser Finn Jensens lille artikel i sidste nummer af Fjordhøj-bladet. Han mente, at miljøerne havde opfyldt store dele af deres mål, og mange af de ideer om socialt arbejde, som man havde stået for, nu var alment accepteret, hvorfor det også kun var naturligt, at arbejdet nu i 1984 var blevet mere nuanceret og samarbejdspræget. (Jensen 1984:7)

Selvom det er tydeligt, at der i disse formuleringer også ligger et forsøg på at trøste i nedlæggelsens stund, så indeholder de også en angivelse af, at miljøerne ikke havde været uden betydning for den danske børneforsorg. Ganske vist havde man ikke etableret sig som den nye børneforsorg; man kunne heller ikke på længere sigt fastholde sig som et tydeligt ”alternativ” til den traditionelle børneforsorg. Det som stod tilbage var, at man havde været med til at udvikle børneforsorgen blandt andet ved at fremme etableringen af en ny type ”steder”, nemlig opholdsstederne. Selvom de ikke har den samme tæthed og gensidige ligeværdige forpligtethed som miljøerne, så er de en ny og betydelig mulighed ved anbringelsen af børn udenfor eget hjem.

Miljøerne var ved deres utilpassethed med til at lægge nye principper i socialpolitikken og dennes administration. Den økonomiske rammestyring af offentlige institutioner, der brød igennem sidst i firserne var allerede blevet indført i de specialoverenskomster, som miljøerne opnåede at få sluttet med nogle amter i 70-erne. Generelt kan man sige, at miljøerne med stor tydelighed fik påvist stivhederne i den offentlige administration af det sociale område og påpeget behovet for opblødninger heraf.

Halvfemsernes vægt på brugerinddragelse, også for børnene, blev praktiseret i betydeligt omfang i miljøerne bl.a. ved, at man lod de anbragte børn skrive deres egen indberetninger til de anbringende myndigheder.

Miljøernes betydelige vægtlægning af forældresamarbejde var ikke enestående; men en mere generel tendens i periodens børneforsorgspolitik. På dette område må man sige, at de var med til at fremme en mere generel tendens.

Det punkt der var det helt centralt, nemlig den fælles forpligtende og ligeværdige dagligdag mellem ”gamle” og ”unge”, har ikke overlevet som helhed. Dette er kun sket i form af interesse for mere enkeltstående praktiske aktiviteter samt dette at rejse ud i verden. Den totale forpligtethed kunne kun overleve så længe de ”gamle” så deres arbejde som en idemæssig alternativ ”lejr” til den traditionelle opsplittede familie dagligdag. Men efterhånden som forestillingerne om det fælles og delte liv aftog, udtyndedes også forestillingerne om på lige fod at dele sit hele live med de ”unge” og andre ”gamle” i miljøerne. I 1979 beskrev Bo Jørgensen dette dilemma. Man kunne enten acceptere en forholdsvis hurtig udskiftning af de ”gamle” eller de enkelte steder kunne i højere grad indrette sig efter de individuelle behov. Men uanset hvilken af disse man valgte ville det være en trussel mod en mere permanent kollektiv livsstil. (Jørgensen 1979:4) Den tæthed og forpligtethed, der kunne være god for de ”unge”, som kun skulle være der en overskuelig periode, kunne ikke overleve for de ”gamle” på det lange sigt.


7. Litteratur
Andersen, Knud (1975): Forbundet – de kollektiver støtteforeningen omfatter enedes i week-enden d. 18719-1-175 om en fælles grundlov, i: Fjordhøj nr 5, s.- 24-27.

Asmussen, H. (1975): Til de kollektive børne- og ungdomsmiljøer, i: Fjordhøj nr 7, s. 12-14.

Fjordhøj – en proces er startet (1982), i :Fjordhøj nr 33, s. 15-17.

Gammelpot, Anton (1980): Majgården og produktionskollektiverne, København.

Gustafsson, Jeppe (1981): Børn og unge i miljøerne – nogle erfaringer, Ålborg.

Hegland, Tore Jacob (1972): Institutionsprosjektet – en kronologisk oversigt, upubliceret manus fra Institut for Organisation og Arbejdssociologi, Handelshøjskolen i København.

Hegland, Tore Jacob (1974): Forældrekredsens børne og ungdomscentre og samarbejdende grupper – en oversigt, i: Fjordhøj nr 1, s.3-5.

Hegland, Tore Jacob (1975): Kjære Asmussen -, i: Fjordhøj nr 8, s. 16-18.

Hegland, Tore Jacob (1978): Fjordhøj-grupperne “De kollektive børne- og ungdomsmiljøer”, i: Socialt Magasin nr. 2.

Hegland, Tore Jacob (1979): Børneforsorgens undergrundsbevægelse: miljøerne 1969-79, i: Fjordhøj nr 24, s. 13-17.

Hegland, Tore Jacob/Lund, Niels Ole (1980): en systematisk oversigt over arbejds- og levemiljøer med socialpædagogisk sigte, revideret udgave juli 1980, Aalborg Universitetscenter.

Hegland, Tore Jacob (1983): Arbejds- og levemiljøer med socialpædagogisk sigte – en systematisk oversigt 1983, Aalborg.

Højlund, Louise (1979):Døgninstitutionen Fjordhøj og de kollektive børne- og ungdomsmiljøer, i: Palle Bendsen og Karen V. Mortensen (red.): Samspilsramte børn, København 2 udg. S. 292-308.

Jacobsen, Anette Faye (1991): Dansk børneforsorg under forvandling 1933-1958, i: Karl Grunewald og Gerd Westman (red.): Barninstitutionernas historik, Kristiansstad, s. 233-246.

Jensen, Finn (1984): Miljøerne i krise, i: Fjordhøj n.r 43, s. 7.

Jørgensen, Bo (1979): Status, i: Fjordhøj nr. 22, s. 4-5.

Kerrn-Jespersen, Synnøve/Nielsen Jette Møller (1976): referat fra miljømøde, i: Fjordhøj nr. 12, s. 5-7.

Kerrn-Jespersen, Synnøve/Morell, Jan (1981): Afskum, København.

Kunø, Guddie (1978): En forkvindes tanker, i: Fjordhøj nr. 19, s. 15.

Kunø, Guddie (1982): Hjertesuk, i: Fjordhøj nr 35, s. 18-19.

Lihme, Benny (1981): Majgården og samfundet, i: Jan Morell og Synnøve Kerrn-Jespersen: Afskum, København s. 157-167.

Majgårdens årsberetning (1974): i: Fjordhøj nr. 2, s. 6-16.

Majgården har ”barslet” (1974): i: Fjordhøj nr. 3, s. 14.

Nedlæggelse af støttekredsen (1984): i: Fjordhøj nr. 43 s.3.

Nielsen, Beth Grothe (1986): Anstaltsbørn og børneanstalter gennem 400 år, København.

Plejemiljøerne trues af lukning af økonomiske grunde (1981): i: Fjordhøj nr. 29, s. 4.

Politiske stramninger rammer Majgården (1981): i: Fjordhøj nr. 32.

Post, Lone (1977): Brev fra støttekredsmedlem, i: Fjordhøj nr. 14, s. 9.

Smidth, Tove (1981): En borgmesters syn på forsøgsmuligheder i en kommune, i: Socialministeriet: Forsøg Eksperimenter Fornyelse Nytænkning, København, s. 12-20.

Svarre, Lisbeth (1979): kære miljøfolk, i: Fjordhøj nr. 22, s. 12.

[1] Louise Højlund skrev herom: ”Det var netop vores hypotese fra dengang vi begyndte. Det er ikke børn og unge, der skal stemples som behandlingstrængende, det er ikke dem der er afvigere. Det er omgivelserne, de etablerede livsbetingelser, de lukkede voksne, der er problemet. Børn og unge er ofrene, der yderligere kan belastes af at blive behandlet og reguleret på i en professionel, fremmed, splittet institutionsverden.” (Højlund 1979:302)

[2] Gammelbygård fik dog en lidt speciel rolle indenfor miljøerne, idet den fortrinsvis blev et sted, hvor personer på over 18 år var placeret.

[3] Baggrunden for decentraliseringen af fonden var dels, at mange mente at det var blevet uoverskueligt , hvad man bevilligede penge til, og dels var det en udbredt antagelse, at fonden fungerede som en ”pengemaskine” for de økonomisk trængte produktionskollektiver.

[4] I et svar gjorde Tore-Jacob Hegland detaljeret rede for, hvorledes pengene til gårdkøb hovedsagelig stammede fra lån, garantier for lån og gaver fra privat side. (Hegland 1975:16-18)

[5] Dette måtte også betyde, at man kom i modsætning til fagforeningerne på området.

[6] Ifølge dette cirkulære kunne der højest udbetales tre gange det normale døgnplejevederlag. Endvidere kunne det kun udbetales i særligt vanskelige tilfælde og der kunne kun være to børn i samme plejefamilie der fik udbetalt forhøjet vederlag. Kommunerne kunne fortsat udbetale et højere vederlag; men kunne kun få udbetalt refusion indenfor ovenstående rammer. Konsekvensen af cirkulæret ville være at miljøerne kun kunne overleve, hvis de tog mange flere børn i pleje, hvilket ville true det socialpædagogiske arbejde som miljøerne stod for. (Plejemiljøerne trues af lukning af økonomiske grunde 1981:4)